-
Jævn kørsel med konstant fart
Prøv så vidt muligt at holde den samme fart og en jævn kørsel uden for mange unødvendige hårde nedbremsninger eller kraftige accelerationer.
Du kan for eksempel lette foden fra speederen i god tid før et rødt lys, og ved at beholde bilen i gear bruger du bilens motorbremse til at sænke farten. Skift til et lavere gear, når motorens omdrejninger falder til under 1.500 o/min for at spare yderligere på energien.
For at accelerere mest effektivt skal du lave en hastig acceleration, men uden at trykke speederen helt i bund. Kør samtidigt i så højt gear som muligt, men spring gerne et gear over – skift for eksempel direkte fra tredje til femte gear.
Sørg for at holde afstand til bilerne foran dig – på den måde er du ikke afhængig af din medtrafikanters kørsel, men kan følge trafikken glidende i et jævnt tempo.
Brug din fartpilot, når du kører på lange ensartede strækninger og på motorvej. Så er du sikker på at holde en konstant hastighed, og kan i stedet holde opmærksomheden på trafikkens gang.
-
Skru ned for hastigheden
Du kan køre mere energivenligt ved at skrue ned for hastigheden. Når du kører landevej og motorvej bliver vindmodstanden nemlig den største energisluger. Vindmodstanden er så stor ved høje hastigheder, at hvis du øger din hastighed fra 110 km/t til 130 km/t øges energiforbruget hurtigt med 20%.(2)
Det mest miljøvenlige forbrug under kørsel opnår du ved at køre i højeste gear men ved lav hastighed. Det er som regel ved hastigheder på 60-80 km/t. Faktisk kan du spare op til 30% energi ved at køre 80 km/t frem for 110 km/t.(3)
-
Ingen tomgang
Tomgang er ofte en unødvendig energisluger, der skader miljøet. Sluk derfor motoren, når du holder stille i en længere periode – du sparer nemlig allerede på energien, når motoren har været slukket i over 15 sek.(4).
Mange nyere biler har i forvejen installeret en start/stop funktion, der automatisk slukker motoren, når bilen holder stille i længere tid i trafikken.
Undgå at tænde motoren, alene for at varme kabinen op, inden du skal ud og køre – desuden varmes bilen betydeligt hurtigere op, når motoren er kørt varm.
-
Brug dine gear rigtigt
Sørg altid for at køre i højst mulige gear for at spare på energien og køre mest miljørigtigt. Følg med på din gearskifteindikator eller omdrejningstæller for at sikre, at du kører i det optimale gear og stræb efter at skrifte gear før motoren når 2.000 o/min (første gear undtaget) alt efter vej- og vejrforhold.
Lad bilen blive i gear, når du tager farten af og lad motorbremsen sænke hastigheden. Gear først ned når bilens omdrejningstæller nærmer sig tomgang.
-
Sluk for ekstrafunktionerne
Klimaanlæg, sædevarmer, tågelygter, elruder og andre elektriske bekvemmeligheder er alle store energiforbrugere. En elbagrude kan for eksempel øge energiforbruget med cirka 2% mens airconditionanlægget kan forhøje energiforbruget med hele 10%(5).
Prøv derfor kun at anvende disse funktioner, når du ikke kan undvære dem.
-
Tjek dæktrykket
Du mærker ikke den store forskel på dæktrykket, når du sidder i kabinen – men det kan mærkes på energiforbruget. Faktisk kan du reducere energiforbruget med op til 5%, når du kører med det rette dæktryk(6). Derudover kan du også forlænge dine dæks levetid, hvis du kører med det korrekte tryk.
Husk derfor at tjekke dit dæktryk regelmæssigt. Gør det for eksempel til en vane at tjekke og tilpasse dit dæktryk en gang om måneden – for eksempel i forbindelse med en bilvask. Du kan finde det optimale dæktryk i din bils instruktionsbog.
Dit valg af dæk kan også påvirke forbruget. Spørg efter de mest miljørigtige dæk til netop din bil hos forhandleren.
-
Tank bilen med biobrændsel
Når du tanker din bil, kan du mindske CO2-udledningen under kørsel ved at vælge det mest miljøvenlige brændstof. En traditionel brændstofbil kan for eksempel mindske udledningen under kørsel med 0,1 ton om året ved at tanke 5% biobrændstof i stedet for almindeligt brændstof(7).
-
Planlæg den mest optimale rute – og følg den
Planlæg din rute inden du starter bilen. Et opdateret navigationssystem kan hjælpe dig til at finde den korteste rute og guide dig uden om vejarbejde, uheld og andre forsinkelser. Undgå myldretid, hvis du kan, og kør i god tid.