KIA Nyhedsbrev
Jernvilje bag Camillas comeback til verdenseliten

Google+
Geneve 2014

September sidste år lå Camilla Pedersen - regerende europamester i ironman - i koma med kraniebrud og svævede mellem liv og død efter et voldsomt cykelstyrt. Syv måneder senere vandt hun Challenge Fuerteventura i overlegen stil som det ultimative bevis på sin jernvilje og på at lægerne tog fejl, da de dømte hende til rullestol på livstid.

Ironman"Im back" skrev Camilla Pedersen forståeligt nok triumferende på sin facebook-side efter sejren ved den halve ironman Challenge Fuerteventura i slutningen af april. Hun havde ikke bare slået alle europæiske topkonkurrenter, men også vundet den største sejr af dem alle: At vende tilbage til det aktive sportsliv på topplan. Det, som hun brænder for mere end noget andet.

- Jeg har været en tur i helvede, og det har bestemt ikke været let at nå hertil, hvor jeg er i dag. Jeg fik at vide af lægerne, at jeg var hjerneskadet, og at jeg aldrig ville komme til at gå igen. Men jeg tænkte "aldrig i livet" og begyndte med at kravle på alle fire, siger Camilla Pedersen. Hun tilføjer, at hun heller ikke var i stand til at tale i den første periode efter ulykken.


Fightervilje slot odds'ene

Med en diagnose, der omfattede alvorligt kraniebrud, hjerneskader, brækket hofte, brækket skulder og kraveben, vågnede hun fra koma med alle odds imod sig. Men heldigvis er Camilla Pedersen udstyret med en jernvilje, der allerede som lille pige betød, at hun kæmpede indædt for at bevise, at hendes plads ikke var på pigeholdet men drengeholdet. - Jeg har det sådan, at hvis nogen siger, at der er noget, jeg ikke kan, så er jeg parat til at kæmpe røven ud af bukserne for at bevise, at de tager fejl. Den fightervilje har været afgørende. Jeg ville vise alle, at jeg kunne komme tilbage igen. Det hjalp også, at jeg i forvejen er vant til at presse mig selv til det yderste i træning og konkurrencer og kender til, at det gør fysisk ondt, siger Camilla Pedersen.


Mange små sejre undervejs

Hele vejen igennem har hun taget en dag ad gang, valgt at tænke positivt og se på de små fremskridt, som hun gjorde. Det vigtigste var fra starten ikke at blive professionel triatlet igen, men at genvinde førligheden og styrken og kunne løbe, cykle og svømme.
- Der har været masser af små sejre undervejs. F.eks. da jeg endelig kunne gå og senere, da jeg fik lov til at komme hjem til min familie, fortæller Camilla Pedersen.
Det afgørende sportslige gennembrud kom i januar, hvor hun i forbindelse med en landsholdssamling på La Santa Sport, fik grønt lys til at løbe, svømme og cykle på professionelt niveau. Det var helt fantastisk, som hun siger.


Fra ukendt til verdens kendt i Danmark

Går efter at genvinde EM

Med den aktuelle sejr ved Challenge Fuerteventura i bagagen har Camilla Pedersen mod på at sætte ambitiøse sportslige mål for resten af sæsonen. Hun går både efter at genvinde ironman EM-titlen i Frankfurt i juli og samle point nok til at kunne deltage i verdens største ironmankonkurrence på Hawaii senere på året.
- Det sidste kræver, at jeg som minimum kommer i top tre ved EM og de få konkurrencer i Europa, som fortsat giver point til Hawaii bl.a. KMD Ironman 70.3. i Aarhus i juni. Normalt har man et helt år til at samle nok point. På grund af mit styrt har jeg kun fire måneder, fortæller Camilla Pedersen.


Fantastisk opbakning

Ulykken og den nærmest mirakuløse tilbagevenden til verdenseliten har ændret Camilla Pedersens status fra en relativt ukendt sportskvinde - uanset hun er tredobbelt EM-vinder - til en person, hvis ve og vel følges nøje af stort set alle medier.
- Jeg har mærket en helt fantastisk opbakning under hele forløbet og ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal takke alle, der har støttet mig. Det har være super fedt og har styrket min motivation til at kæmpe videre, slutter Camilla Pedersen.

 
Luk

KIA anvender cookies på deres hjemmeside. De anvendes til at analyseret hjemmesiden, til sociale medier og til at forbedre hjemmesidens brugervenlighed og funktion. Du accepterer at anvende cookies ved at bruge denne hjemmeside eller ved at klikke på "Luk". Hvis du vil vide mere om cookies, og hvordan de anvendes, kan du læse under vores disclaimer. Yderligere informationer

Accepter Afvis
Indstillingen Ingen cookies | Læs mere